Min tid hos Bent Exner

I sensommeren 1991, da jeg var 19 år gammel og netop havde afsluttet basisuddannelsen på Randers Tekniske skole, blev jeg tilbudt at komme i praktik hos guldsmed Bent Exner. Han havde just afskediget en lærling, da hun havde spurgt for meget. Så det første år af min læretid spurgte jeg kun om vejledning til udførelse af de skitser, Bent havde lagt ved min arbejdsplads, når det var strengt nødvendigt.

 Men før jeg blev antaget som lærling, tog jeg bussen fra min fødeegn ved Terndrup mod Tranekær. Jeg blev afhentet ved busstationen i Åbybro i Bents blå Volvo, og herefter fulgte en uforglemmelig køretur på de ujævne betonveje fra krigens tid mellem Ryå og værkstedet på Tranekær, med en fart på omkring de 150 kilometer i timen.

 Hjertet faldt til ro over en kop frisklavet te ved det runde bord i køkkenet, Bents pibe blev tændt, og røgen blandede sig med fuglesang fra den åbentstående terassedør.

Ved min tekop lå en skitse af et lille emaljekors. Korset har jeg gemt som et kærligt minde om starten på en helt uforglemmelig rejse gennem de næste 14 år, hvor Kierkegaard, ”Den lille prins” og hæftet med talen ”Vi er en del af jorden” skrevet af høvding Seattle blev blandet med den kristne tro, korsfæstelsen, døden, og ikke mindst den daglige opstandelse fra de døde. Et tema, som ofte var omdrejningspunktet for de smykker og kirkelige opgaver, jeg udførte i min tid på Exners værksted.

 Mange håndværksmæssige principper har jeg taget til mig, for det er vigtigt for mig at bevare den håndværksmæssige arv, som har været en så stor del af min tid sammen med Bent, og som jeg sætter en ære i at bevare.

 Ikke en dag går uden kærlig erindring om oplevelser og samtaler med Bent Exner – en tid i mit liv, som jeg altid vil være taknemmelig for at have oplevet.

bent

website af atriumWeb ApS - Online markedsføring

Navigation